Den Jydske Hest

Du er her: Avlen

Velkommen til Avlsforeningen Den Jydske Hest

 

Historien om racen “Den Jydske hest”

 

Den jydske hest er Danmark nationale trækhesterace.

 

Den Jydske Hest, der også er kendt som “bryggerhesten”, er Danmarks ældste trækhesterace. Den planmæssige avl med racen blev påbegyndt omkring 1850. Den første stambog udkom i 1881. Fra dette tidspunkt havde avlsledelsen og opdrætterne det mål, gennem renavl at fremavle en hesterace, der var særligt egnet til trækarbejde i landbruget, men racen fandt også anvendelse som nødvendig trækkraft i byerne.

Stærkt medvirkende til racens fremgang var en i 1862 importeret hingst “Oppenheim” med arvelige anlæg fra muligvis to trækhesteracer: Shire og Suffolk.

 

I 6. generation fra Oppenheim fremkommer hingsten Aldrup Munkedal (født 1893), der blev den egentlige stamfader til den moderne jydske hest. Alle nulevende jydske heste kan føres tilbage til ham. Han er den danske hingst, der har haft størst indflydelse på sin race, nogensinde. I stambogen er registreret 350 døtre og 126 kårede sønner efter ham. De to bedste af disse; Høvding og Prins af Jylland fik tilsammen 443 døtre og 105 kårede sønner.

 

Den Jydske Hest er en middelsvær koldblodshest som tidligere blev brugt i landbruget, idet den er både stærk og udholdende og samtidig er økonomisk at fodre på, men efter industrialiseringen gik det hurtigt tilbage for racen og målet for avlen i dag er at bevarer et stykke dansk historie samt at bevare en sund og holdbar hest.

 

I dag bruges den Jydske hest ofte som alsidig fritidshest. Det gode og arbejdsvillige temperament er en af de mest værdifulde egenskaber hos racen. Avlsmålet er derfor at fremavle en middelstor, harmonisk, muskuløs og trivelig hest med god dybde og bredde og med et arbejdsvilligt, godt og tillidsvækkende temperament, der lægges stor vægt på en god bevægelse og et sundt fundament. Det store flertal af jydske heste er i dag røde med lys pandelok, men brune og sorte forekommer også.